Skatterådet har på møde den 27. januar 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter Skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 59 gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en række udvalgte pengeinstitutter om ikke identificerede personers og virksomheders pengeoverførsler til og fra Danmark.

Sagen angik, om sagsøgeren skulle betale registreringsafgift af et køretøj.

Retten fandt efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at der var en stærk formodning for, at sagsøgeren havde bopæl og var hjemmehørende i Danmark. Denne formodning var ikke afkræftet ved parts- og vidneforklaringerne eller de oplysninger, der i øvrigt fremkom under sagen. Retten fandt endvidere, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område, og køretøjet var dermed registreringsafgiftspligtigt.

Spørger var et dansk datterselskab i en koncern, hvor koncernens moderselskab, H2, var etableret i et andet EU-land. H2 var godkendt som forvalter af alternative investeringsfonde med fokus på investering i ejendomme i Norden med mulighed for at foretage ejendomsinvesteringer i de baltiske lande.

Spørger leverede ydelser mod vederlag i form af regnskabsopgaver og asset management opgaver til de enkelte danske selskaber i H2’s fonde. Desuden leverede Spørger ydelser i forbindelse med identifikation og forvaltning af investeringer til koncernens moderselskab i Y1-land og modtog honorar herfor.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger havde fuldt momsfradrag for indkøb, der anvendes til brug for Spørgers momspligtige leverancer og Spørgers finansielle ydelser til Spørgers hovedkontor (koncernens moderselskab) i Y1-land.

Skatterådet lagde vægt på, at Spørger og koncernens moderselskab var to selvstændige afgiftspligtige personer. Spørgers ydelser til moderselskabet, skulle derfor anses som levering mod vederlag, hvorfor ydelserne skulle medregnes ved opgørelsen af Spørgers fradragsret.

Ydelserne havde ikke leveringssted i Danmark, og skulle derfor ikke beskattes i Danmark. Men da ydelserne efter deres art var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, ville de ikke give ret til fradrag, hvis de havde leveringssted i Danmark.

Skatterådet afviste at svare på, om Spørgers nærmere bestemte opgaver for H2 med at identificere og forvalte ejendomsinvesteringer i Danmark på vegne af visse fonde kunne anses for momsfri porteføljeforvaltningsydelser leveret til investeringsforeninger.

Skatterådet lagde vægt på, at leveringsstedet for spørgers ydelser ikke var i Danmark. De danske skattemyndigheder havde derfor ikke kompetence til med virkning for de svenske myndigheder at afgøre, om ydelserne var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger. 

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger ikke var omfattet af LAL § 1 for Spørgers momsfri aktiviteter relateret udelukkende til finansielle ydelser faktureret til hovedkontoret i Sverige.

Ankesagen angik, hvorvidt betingelserne for genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2017, og omvurdering af grundværdien for den omhandlede ejendom, jf. dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 2, var opfyldt. Herunder omhandlede sagen, om en privatretlig servitut, der var tinglyst på ejendommen, har offentligretlig karakter med den virkning, at der skal tages hensyn til servitutten ved værdiansættelsen, jf. dagældende vurderingslovs § 13, stk. 2.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og anførte i den sammenhæng supplerende, at servitutten havde offentligretlig karakter, idet den var begrundet i byplanmæssige formål. Landsretten henviste videre til G1 (påtaleberettiget i forhold til servitutten) formål og virke.

Landsretten stadfæstede videre, at betingelserne for genoptagelse og omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2017 var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, og dagældende vurderingslovs § 3, stk. 1, nr. 6, og § 33, stk. 17.

Sagen angik i første række, om sagsøgeren kunne anses for at være indehaver af et fordelskort, som var blevet anvendt ved køb af meget store mængder øl i en grænsehandelsbutik over en periode på over 3 år. Sagen angik i anden række, om sagsøgeren måtte anses for at have købt og indført de øl, som var forudbestilt. Sagen angik i tredje række, om de øl, som sagsøgeren måtte anses for at have købt, var til hans eget forbrug. I det omfang øllene var købt af ham og ikke var til hans eget forbrug, skulle han betale afgift af øllene efter øl- og vinafgiftsloven. Sagsøgeren bestred, at fordelskortet tilhørte ham, og at købene var foretaget af ham. På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt retten, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at fordelskortet tilhørte sagsøgeren. Retten fandt desuden, at der var skabt en stærk formodning for, at han havde købt de forudbestilte varer. Da han ikke havde fremlagt oplysninger, som kunne afkræfte formodningen, fandt retten det også ubetænkeligt at lægge til grund, at han havde købt de forudbestilte varer. Retten fandt herefter, at det påhvilede sagsøgeren at godtgøre, at de forudbestilte varer eller en hel heraf var til eget forbrug. Da han ikke havde fremlagt oplysninger til støtte herfor, var der det ikke grundlag for at reducere andelen af afgiftspligtige varer. Derudover fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at fastsætte sagsøgerens afgiftstilsvar for den første del af perioden ekstraordinært, fordi sagsøgeren havde udvist mindst grov uagtsomhed. Fristerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 1. og 2. pkt., var overholdt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørgers provenu kunne oppebæres skattefrit ved salg af anparter, jf. aktieavancebeskatningsloven § 4 C, og at der ikke skete omkvalificering til udbytte efter selskabsskattelovens § 2 D, da spørger og køber af anparterne ikke kunne anses for koncernforbundne. Selskabsskattelovens § 2 D var en værnsregel, der skulle sikre omgåelse af udbyttebeskatning ved koncerninterne omstruktureringer.

I spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse, fordi der reelt skete salg af anparter, og det dermed ikke var i strid med formålet med selskabsskattelovens § 2 D.

Sagerne angik, hvorvidt betingelserne i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, for ordinær genoptagelse af de omberegnede grundværdier ved de første vurderinger af en række ejerlejligheder var opfyldt.

Retten fandt, at ejendomsejerne ikke havde godtgjort, at de foretagne omberegnede grundværdier i sagerne var foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare forhold som anført i den dagældende skatteforvaltningslovs § 33, stk. 1. Betingelserne for genoptagelse var derfor ikke
opfyldt.

Retten bemærkede videre, at ejendomsejernes anbringender om, at de havde et retskrav på genoptagelse efter Den Juridiske Vejledning, styresignalet SKM2017.388 og interne instrukser til Vurderingsstyrelsen alle havde karakter af retlige indsigelser vedrørende vurderingsmyndighedernes håndtering af genoptagelsesanmodningerne, og kunne derfor ikke danne grundlag for genoptagelse.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 22. januar 2026 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Spørgsmålet i sagen var, om en række britiske Limited Liability Partnerships (LLP’er) kunne anses som skattemæssigt transparente enheder. LLP’erne var stiftet i Storbritannien som selvstændige juridiske enheder, hvor alle deltagere havde begrænset hæftelse. Deltagerne havde dog aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset.

Skatterådet bemærkede, at selskabers hæftelsesform ikke ændres, hvis der er tale om interne aftaler, der alene har retsvirkning mellem deltagerne og således ikke påvirker selskabets juridiske struktur eller hæftelse over for eksterne parter. I så fald kan der være tale om aftaler, der sidestilles med kaution, garantier eller lignende, som ikke medfører, at selskabet mister sin status som et selvstændigt skattesubjekt.

Der findes dog en række afgørelser fra Skatterådet, hvor der ved vurderingen af skattesubjektivitet er lagt særlig vægt på, at deltagerne havde aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset. På denne baggrund fandt Skatterådet, at der skulle svares i overensstemmelse med den foreliggende praksis, og at de omhandlede LLP’er kunne anses for skattemæssigt transparente enheder. Skatterådet varslede en praksisændring ved udsendelse af et styresignal, hvor en skærpende praksisændring iværksættes fremadrettet med passende varsel.

Spørgsmålet i sagen var, om en række hollandske Coöperatief U.A.er (Coop’er) kunne anses som skattemæssigt transparente enheder. Coop’erne var stiftet i Holland som selvstændige juridiske enheder, hvor alle deltagere havde begrænset hæftelse. Deltagerne havde dog aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset.

Skatterådet bemærkede, at selskabers hæftelsesform ikke ændres, hvis der er tale om interne aftaler, der alene har retsvirkning mellem deltagerne og således ikke påvirker selskabets juridiske struktur eller hæftelse over for eksterne parter. I så fald kan der være tale om aftaler, der sidestilles med kaution, garantier eller lignende, som ikke medfører, at selskabet mister sin status som et selvstændigt skattesubjekt.

Der findes dog en række afgørelser fra Skatterådet, hvor der ved vurderingen af skattesubjektivitet er lagt særlig vægt på, at deltagerne havde aftalt, at én deltager hæftede ubegrænset. På denne baggrund fandt Skatterådet, at der skulle svares i overensstemmelse med den foreliggende praksis, og at de omhandlede Coop’er kunne anses for skattemæssigt transparente enheder. Skatterådet varslede en praksisændring ved udsendelse af et styresignal, hvor en skærpende praksisændring iværksættes fremadrettet med passende varsel.

Landsretten pålagde efter Skatteministeriets anmodning sagsøgeren at stille sikkerhed for sagsomkostningerne, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1. Landsretten henviste til, at sagsøgeren ikke havde hjemsted i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og at danske sagsøgere ved søgsmål i Y1-region ikke var fritaget for at stille sikkerhed, samt til formålet med sikkerhedsstillelse. 

T var som forhold 1 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, ved for indkomståret 2015 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med Tast Selv indberetning, idet hun indberettede overskud af sin virksomhed på 0 kr., som rettelig var 322.105 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 94.965 kr. i skat.

T var som forhold 2 og 3 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, ved for indkomstårene 2016 og 2017 at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen henholdsvis den 1. juli 2017 og den 1. juli 2018 at meddele told- og skatteforvaltningen, at den skattepligtige indkomst var ansat for lavt, idet den ikke indeholdt overskud af hendes virksomhed på 183.863 kr. vedrørende 2016 og 290.131 kr. vedrørende 2017, hvorved det offentlige blev unddraget henholdsvis 44.589 kr. og 93.026 kr. i skat i alt.

Som forhold 4 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige moms, ved for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2017 at have afgivet urigtige, vildledende eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T i perioden angav et samlet momstilsvar på -15.937 kr., uagtet at momstilsvaret rettelig var 211.536 kr., hvorved det offentlige blev unddraget 227.473 kr. i moms.

T havde herved unddraget i alt 232.580 kr. i skat og 227.473 kr. i moms.

T forklarede, at hun ikke selv havde indberettet oplysninger til told- og skatteforvaltningen, hverken moms eller overskud af virksomhed. Det havde været en svær tid for hende. Hun havde et stort alkoholmisbrug og var ofte hospitalsindlagt. En navngiven person, hun have mødt på et værtshus, fortalte hende, at han havde ordnet det hele for hende med hensyn til indtastningerne af moms og overskud af virksomhed. Hendes NemID lå på hendes skrivebord. Hun har ikke set ham indtaste oplysningerne, og hun har efterfølgende ikke været inde og tjekke de indtastede tal.

Byretten fandt, at der ikke var ført det fornødne bevis for, at T med indberetningerne havde forsæt til at unddrage sig skat eller moms eller at T havde forholdt sig accepterende til muligheden for, at tredjemanden indberettede forkerte oplysninger. Retten tillagde det i den forbindelse vægt, at T var i et voldsomt alkoholmisbrug, og som følge deraf, ikke kunne overskue det administrative i virksomheden.

Retten fandt dog, at T’s undladelse af selv at indberette oplysningerne og undladelse af at kontrollere indberetningerne udgjorde grov uagtsomhed.

T idømtes en bøde på 215.000 kr. under henvisning til det unddragne beløb og den lange sagsbehandlingstid.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om formildelse, så bøden fastsattes til 165.000 kr.

Anklagemyndigheden henviste til, at byrettens idømte bøde var opgjort forkert. Told- og skatteforvaltningen henvendte sig til anklagemyndigheden den 8. juli 2024, idet man var blevet opmærksom på en fejl i bødeberegningen, så bødens størrelse rettelig skulle være 215.000 kr. i tilfælde af overtrædelse ved grov uagtsomhed. Den idømte bøde burde ifølge anklagemyndigheden således rettelig være fastsat til 165.000 kr., når der blev taget højde for, at sagen var mere end 5 år gammel.

T tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand.

I overensstemmelse med parternes samstemmende påstand nedsatte landsretten den idømte bøde til 165.000 kr.