Spørger, der ejede et sommerhus sammen med sin ægtefælle, ønskede afklaret, hvorvidt arbejdsydelser i forbindelse med udskiftning af en træterrasse ved fritidsboligen kunne anses for at være omfattet af servicefradraget i ligningslovens § 8 V.

Skatterådet bekræftede, at arbejdsydelserne til nedtagning og bortskaffelse af den gamle træterrasse og til opførsel af en ny træterrasse var omfattet af servicefradraget i ligningslovens § 8 V, da disse ydelser kunne anses som værende belægningsarbejde, jf. bilag 1 til ligningsloven, pkt. A. Dog opfyldte dokumentationen for ydelserne umiddelbart ikke kravene i § 3, i bekendtgørelse nr. 391 af 28. marts 2022, hvilket var en del af de betingelser, der skulle være opfyldt for at foretage fradrag efter ligningslovens § 8 V.

Spørger ønskede at tilbyde sine medarbejdere adgang til en digital sundhedsapp som led i deres ansættelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den arbejdsgiverbetalte adgang til den digitale sundhedsapp var skattefri efter praksis om personalepleje, da betingelsen om, at godet skal ydes på arbejdspladsen, ikke kunne anses for opfyldt, ligesom der kunne henføres en bestemt værdi til den enkelte medarbejder.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte at adgangen til sundhedsappen var omfattet af den skattefrie bagatelgrænse for arbejdsrelaterede personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 3, 6. pkt., da der ikke var en sådan direkte sammenhæng mellem godet i form af den påtænkte adgang til den arbejdsgiverbetalte digitale sundhedsapp og arbejdets udførelse, som kræves.

Derimod kunne Skatterådet bekræfte at adgang til den digitale sundhedsapp var omfattet af den skattefrie bagatelgrænse for mindre personalegoder i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. pkt.

Sagen handler om de momsmæssige konsekvenser af, at et kommunalt fællesskab (Spørger) indgår i en momsmæssig fællesregistrering med andre selskaber, som ikke nødvendigvis er offentlige organer.

Fællesskabet har indtil nu været omfattet af momslovens § 9, således at det har kunnet levere ydelser til dets ejerkommuner uden moms.

Skatterådet kan bekræfte, at Spørger/fællesregistreringen fortsat kan fakturere uden moms, jf. momslovens § 9, 2. pkt., til ejerkommuner, selvom Spørger indgår i en momsmæssig fællesregistrering. Skattestyrelsen finder således ikke, at de danske regler om momsmæssig fællesregistrering er til hinder for, at en fællesregistrering for så vidt angår visse aktiviteter, kan anses for at udføre aktiviteter i egenskab af offentlig myndighed, som nævnt i momslovens § 3, stk. 2, nr. 3.

Skatterådet kan samtidig bekræfte, at Spørger/fællesregistreringen kan fakturere uden moms i forbindelse med opkrævninger til borgere, som vedrører visse kompetenceoverdragede opgaver fra ejerkommunerne.

Sagen angik spørgsmålet, om en Spørger kunne opnå afgiftsgodtgørelse af naturgas anvendt til produktion af damp, der anvendtes til vask og sterilisering i eller af et kombineret frysetørrings- og vaskeanlæg, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Skatterådet svarede bekræftende især med henvisning til Landsskatterettens afgørelse i SKM2004.132.LSR. I denne afgørelse fra Landsskatteretten var gas til et mejeris kombinerede rengørings- og presseanlæg omfattet af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

Sagen handler om hvorvidt indtægter fra positive pristillæg, i sammenhæng med Energistyrelsens tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker, kan påvirke Spørgers momsfradragsret i forbindelse med produktion af elektricitet.

I SKM2026.175.SR har Skatterådet fundet, at både positive og negative pristillæg i forbindelse med Energistyrelsens udbud og tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker, falder udenfor momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Skattestyrelsen er enig med Spørger i, at de ikke-momspligtige indtægter fra positive pristillæg falder udenfor momslovens anvendelsesområde og ikke skal begrænse fradragsretten, jf. momslovens § 38, stk. 2, i forbindelse med produktion af elektricitet fra havvindmølleparker.

Sagen handler om hvorvidt indtægter fra positive pristillæg, i sammenhæng med Energistyrelsens tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker, kan påvirke Spørgers momsfradragsret i forbindelse med produktion af elektricitet.

I SKM2026.175.SR har Skatterådet fundet, at både positive og negative pristillæg, i forbindelse med Energistyrelsens udbud og tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker, falder udenfor momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Skatterådet bekræfter, at de ikke-momspligtige indtægter fra positive pristillæg ikke skal begrænse fradragsretten, jf. momslovens § 38, stk. 2 i forbindelse med produktion af elektricitet fra havvindmølleparker.

Skattestyrelsen har endnu ikke offentliggjort et styresignal om Landsskatterettens afgørelse i SKM2026.139.LSR’s betydning for praksis. Styresignalet forventes udsendt i løbet af nogle måneder. Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er ikke betinget af, at Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal om genoptagelse.

Spørgerne var ejere af en ejendom. Ejendommens hovedbygningen var fredet og havde siden 20xx været under renovering, idet Spørgerne ønskede at benytte hovedbygningen til erhvervsformål.

Spørgerne havde foretaget skattemæssige fradrag for deres respektive andele af de afholdte istandsættelsesomkostninger, jf. de særlige regler om fredede bygninger i ligningslovens § 15 K. Ved udgangen af indkomståret 2024 var der en samlet fremførelsesberettiget saldo for istandsættelsesomkostninger på xx kr., jf. ligningslovens § 15 K, stk. 3. Spørgerne ønskede at få bekræftet, at saldoen var et aktiv, der medregnes ved opgørelsen af aktivgrundlaget i selskabsskattelovens § 11 B, stk. 5 (renteloftsreglerne). 

Skatterådet bekræftede, at faktiske ikke-fratrukne udgifter til forbedring og vedligeholdelse af en fredet ejendom, der fremførtes efter ligningslovens § 15 K, stk. 3, kunne medregnes som aktiver ved renteloftsberegningen, jf. selskabsskattelovens § 11 B, stk. 5. Skatterådet bemærkede dog, at den del af saldoen, der bestod af årlige indeksreguleringer, ikke kunne indgå i aktivopgørelsen, da disse reguleringer ikke var faktiske udgifter, der skulle finansieres via egen- eller fremmedkapital.

Spørger påtænkte at overdrage en ideel andel af Spørgers ejendom, som spørger anvendte til privat bolig, til A K/S. I den forbindelse ønskede Spørger i spørgsmål 1 afklaret, om Skatterådet kunne bekræfte, at den årlige brugsafgift, som blev betalt til A K/S, ikke udgjorde en fradragsberettiget renteudgift for Spørger. Endvidere ønskede Spørger i spørgsmål 2 afklaret, om Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger skulle beskattes af ejendomsværdiskat på ejendommen svarende til Spørgers forholdsmæssige ejerandel af ejendommen.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at den årlige brugsafgift, som Spørger betalte til A K/S for at have brugsretten til den ejerandel af Spørgers bolig, der var ejet af A K/S, ikke udgjorde en fradragsberettiget renteudgift for Spørger.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at spørger skulle beskattes af ejendomsværdiskat på Spørgers bolig svarende til Spørgers forholdsmæssige ejerandel af ejendommen.

Retten fandt, at skatteyderen skulle beskattes af afkastet fra en livsforsikringsordning. Retten fandt endvidere, at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt. 

Sagen angik, om indstævnte skulle betale afgift efter øl- og vinafgiftsloven af store mængder øl, som over en periode på ca. 2 år var blevet købt i en grænsehandelsbutik i Tyskland under forevisning af et fordelskort, som indstævnte var indehaver af. Indstævnte gjorde gældende, at en stor del af øllene var blevet købt af hans venner og bekendte, der havde lånt hans fordelskort, og at de øl, som han selv havde købt, var til eget forbrug. 

Landsretten fandt, at der var en formodning for, at indstævnte selv havde foretaget de på kortet registrerede køb af øl, og at det påhvilede indstævnte at afkræfte denne formodning. Der var afgivet vidneforklaringer af 11 personer, som alle forklarede, at de havde købt en del af de øl, som var købt ved brug af kortet. Landsretten fandt, at vidneforklaringerne, der ikke var støttet af objektive kendsgerninger, ikke var tilstrækkelige til at afkræfte formodningen. 

På den baggrund lagde landsretten til grund, at de på kortet registrerede øl var købt af indstævnte selv, og landsretten fandt endvidere, at indstævnte ikke havde godtgjort, at de købte øl var til eget forbrug. 

Endelig fandt landsretten, at indstævnte i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at hans afgiftstilsvar var blevet fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, for ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret derfor var opfyldt.  

Byretten var nået til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.